Én at give et smykke
ÉN AT GIVE ET SMYKKE.
Der var engang, man kunne gå,
Engang, der var noget at få,
Engang, hvor det var lyst,
Og ikke kun stille og tyst.
Hvor man kunne være almindelig,
Og alligevel dybsindig.
Hvor alt kunne være sandt,
Og alle var nogen, der vandt.
Men det er som om det hele er slut,
Eller også er det forbudt
At bede om en smule lykke,
Én at give et smykke.
Hun fældede ham med sit blik,
For hun var så unik.
Som en engel på en jord,
Men det hjalp ikke, at han svor,
Han ikke ville tabe denne gang,
For mens han skrev sin sang,
Forsvandt hun over vandet,
Og ingen ved endnu, hvor hun er landet.
Og det er som om det hele er slut,
Eller også er det forbudt
At bede om en smule lykke,
Én at give et smykke.
Så gik han rundt og rundt.
Han følte, det gjorde ondt
At jage et fata morgana
I stedet for noget, som man ka’ ta’.
Var det hele et dejá vu?
Den følelse var ikke ny.
Var det hans skæbne, at han
Aldrig ku’ blive en lykkelig mand?
Det er som om det hele er slut,
Eller også er det forbudt
At bede om en smule lykke,
Én at give et smykke.
Han kiggede ud over fjorden,
Han kiggede ned i jorden.
Han kiggede op på himlen,
Og han følte en svimlen.
Det hele er småt og stort.
Af hvilket stof er man gjort?
Og hvor kommer man hen,
Og hvornår begynder der noget igen?
Når det er som om det hele er slut,
Og det er forbudt
At bede om en smule lykke,
Én at give et smykke.
Finn Langgaard, June 2007